Annegrethe Jørgensen
En undersøgelse viste for nylig, at halvdelen af alle unge mellem 16 og 25 føler sig triste, bange, vrede, afmægtige, hjælpeløse og skyldige på grund af klimaforandringerne.
Hvor er kirken i forhold til dem og alle os andre, som er berørte af klimakrisen? Hvor er præsterne, som inviterer til bøn for Jorden og tør prædike om vores liv i klima- og miljøkrisens truende skygge?
Mange kirker er efterhånden med i Grøn Kirke, hvor kirkesamfundene inspirerer hinanden til bøn og handling for Guds skaberværk. Måske især det sidste – handling – med mange punkter i tjeklisten om kirkens indkøb, energiforbrug osv. Det er godt og vigtigt, for det inspirerer os til at gå hjem og gøre lige så. Men hvor er det grønne i forkyndelsen og liturgien? Usynligt eller højst nævnt med et par ord i kirkebønnen, sådan er det i de grønne kirker, jeg kender.
En af grundene er måske, at præsterne ikke har kunnet efteruddanne sig i økoteologi. Det kan de nu på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og det er godt nyt, for det betyder at vi kan se frem til modspil og medspil på den ”økoteologi”, vi hver især selv har bikset os frem til. Min kommer her.
Kristendommens utopi
Jeg tror på, at Gud er i alt og alt er i ham, og at han har super travlt med at prøve at genoprette, hvad vi så uansvarligt har ødelagt og fremturer med at ødelægge. Vi læste Bibelen som fanden selv, da vi gav os selv carte blanche som herskere og forvaltere til fuldt management af Guds gode skaberværk. I dag kan vi se, at det bare var én tolkning af flere mulige og minde hinanden om kristendommens hjertegribende utopi. At alle er inviteret med i Guds gæstebud, og at ”alle” betyder ALLE, ikke kun os mennesker! Himlens fugle og staldens grise, ormene i jorden og bierne og blomsterne er også med i Guds frelsesplan. Sådan mere konkret med en etisk fordring til os – de stærkeste og klogeste (?) – om at handle til bedste for alt levende.
Det er den tro som gør, at jeg tør være med til at kæmpe for børnene og de unges fremtid. For jeg tror på, at jeg er Guds hjælper i hans omsorg for alt det skabte, når bare jeg slår ørerne ud og hører efter, hvad han vil, at jeg skal gøre. Og den tro gør en verden til forskel.
Uden den ville jeg nok skubbe dét med klimaet fra mig, for det ser så håbløst ud. I sommers havde vi varme-katastrofer og brande flere steder i verden og store oversvømmelser som den i Tyskland. Vi har ”klimaforandringer på stereoider”, og de farlige vippepunkter rykker nærmere og nærmere og kan være her, før vi aner det.
Håbstegnene
Med troen får jeg overskud til at se efter håbstegnene, de kræfter, som også virker i verden. Politikerne tøver stadig, ja, men stærke kapitalinteresser har set skriften på væggen og flytter investeringerne væk fra sort energi og over til grøn. Den udvikling har paven været med til at fremme med sine Vatikan-dialoger med topchefer fra olie- og finansbranchen. Men man behøver ikke være pave for at være på det gode hold. Man skal bare kunne rumme, at vi står foran en lang rejse. Frem mod den retfærdige og bæredygtige verden, som Gud arbejder på.
Jeg er klimaaktivist og har været det i mere end 10 år, men jeg var brændt ud for længe siden uden min tro. Andre går andre veje for at klare at se klimakrisen i øjnene. Klima-terapi er stadig kun for psoriasis-patienter, men klima-psykologerne hører vi mere og mere til og heldigvis for det. Kirkens budskab kan bare noget andet. At give os håb og tro på, at forandring er mulig, og at vi ikke er alene.
Det glæder jeg mig til at høre forkyndt fra prædikestolen!
(Tidligere bragt i Politiken den 21.10. 2021 og videregivet med avisens tilladelse. Læs også “Klimabøn” her på bloggen.)
